Nordkoreas katastrofekurs

Hungersnøden i Nordkorea er en kombination af flere ting. Landet består af ca. 80 procent bjerge, og har derfor ikke landbrugsjord nok til at brødføde befolkningen på godt 23 millioner.

Plantningen af ris blev færdiggjort den 10 juni. En dato, som er fastsat af partiet, for at risen kan nå at blive klar til høsten, inden vinteren kommer. For at kunne opfylde tidsfristen, blev den store hær på én million soldater sat til at hjælpe med beplantningen. Også kontorfolkene fra byerne og mellemskoleeleverne fra landets skoler blev sendt ud på de kollektive farme for at hjælpe til i rismarkerne.

Selvom alle håber på en rimelig høst i år, vil den efter alle kompetente skøn, ikke kunne blive større end fem millioner ton. Med andre ord kun to tredjedele af behovet, for at alle 23 millioner nordkoreaner kan få blot en overlevelsesration på 450 gram ris om dagen.

I et forsøg på at indvinde mere landbrugsjord, har de kollektive farme mange steder ryddet bjergskråningerne for træer. Dette har sammen med de seneste to års kraftige nedbørsmængde bevirket, at madlagre, marker, diger, veje og hele landsbyer blev skyllet væk i både 1995 og 1996. Op mod to tredjedele af landbrugsjorden blev oversvømmet.

Vennerne er væk
Nordkorea har ikke længere deres kommunistiske venner og handelspartnere i Rusland og Kina. De står alene tilbage og har ingen nævneværdig eksport til andre lande. De har derfor ingen valuta at købe ind for uden for landets totalt lukkede grænser. Brændstof er - udover mad og medicin - en alvorlig mangel. I hovedstaden Pyongyang har man - hvis man har tilladelse - mulighed for at købe benzin eller dieselolie. Ingen andre steder i landet kan man erhverve sig disse gyldne dråber.

På landet kører de få lastbiler, man ser, rundt på kul, som omdannes til gas. Men det fungerer dårligt, og bilerne kan kun køre en kort strækning, før de brænder varme.

Militæret
Nordkorea er et lukket land. Det sidste af slagsen. Et land, hvor indbyggerne lærer, at resten af verden er ond og imod dem. Derfor kan lederne i landet bruge alle de ressourcer og penge, de lyster, til militæret.

Trods fødevaremanglen hylder folket den store hær, som konstant er i beredskab, hvis den politiske fjende fra Sydkorea skulle komme sammen med de 35.000 amerikanske soldater, som er udstationeret syd for grænsen mellem de to lande. Nordkorea er klar, når fjenden kommer, hedder det sig.

I virkelighedens verden er situationen en anden. Sydkoreanerne ønsker fred og samarbejde og ikke krig med deres brødre mod nord. Men store dele af befolkningen i Sydkorea ønsker samtidig ikke, at deres levefod skal sænkes drastisk, blot for at overtage det forstenede samfund i nord.

Nordkorea er på papiret allerede i krig med Sydkorea. Koreakrigen (1950-53), som startede efter at Nordkorea overfaldt Sydkorea, er nemlig aldrig officielt bragt til ende.