Første mand i det kommunistiske Nordkorea Læs om mine oplevelser i det kommunistiske land hvis du går længere ned på siden her. | ||
 | | |
 | ||
| | |
Første mand i det kommunistiske Nordkorea. Dansk Røde kors kunne ikke komme ind i Nordkorea med flere folk, end den ene dansker, der var derude og som samtidig var leder af international Røde Kors i landet bag de blå bjerge, som Nordkorea bliver kaldt. Derfor var Røde Kors overbeviste om, at de kinesiske agenter som havde lovet at få mig ind i Nordkorea, ville snyde mig på den ene eller på den anden måde. Generalsekretær i Dansk Røde Kors Jørgen Poulsen gav mig nogle dokumenter med på rejsen. Dokumenterne var underskrevet af Generalsekretæren selv, og skulle være min absolut sidste livline, hvis jeg kom i problemer i verdens sidste total lukkede kommunistiske land.
Under hele turen havde jeg konstant mindst tre vagter over mig - officielt var det en guide, en vagt og en chauffør. På hotellet i hovedstaden Pyongyang var mit store værelse også overvåget 24 timer i døgnet. Den ene endevæg var et stort spejl, og bag dette spejl sad der altid en vagt. Dansk Røde Kors havde forberedt mig på vagten, og trods det var jeg i tvivl til det sidste. Kunne det mon passe? Men ja det passede. Når jeg forlod værelset, gik døren altid op til et meget smalt rum mellem mit og næste værelse. Det var her vagterne sad, og den ene af disse vagter fulgte pænt efter mig ned i receptionen, og der tog mine faste vagter over. Det var forbudt at forlade hotelområdet og bestemt heller ikke særligt tillokkende, da faktisk alle 23 millioner indbyggere var mine "fjender". De tre vagter og jeg kørte ud i landet med vores gamle volvo total proppet med brændstof i dunke. Eneste sted i landet man kunne tanke brændstof, var nemlig i hovedstaden Pyongyang. På de mange ture rundt i landet mødte vi nogle få militærkøretøjer, som hostende humpede afsted på damp, som blev lavet i en slags brændeovn på ladet af bilen. Ellers mødte vi ingen biler på de brede veje.
Godt tre timer senere kom guiden tilbage og fortalte, at det var umuligt at skaffe en kylling. Alt er slagtet og spist. Ja selv alle kæledyr i hele landet er spist, fortalte han. Senere på dagen da jeg skulle spise aftensmad, foregik det i en hal der vil få Gigantium i Ålborg til at blegne. En kæmpe spisesal med gigantiske lysekroner. Der sad jeg så helt alene nede midt for enden med udsigt ud over hele den store kolde hal med ufatteligt mange dækkede borde, men absolut ingen gæster - kun mig og så min unge koreanske pige i den flotte koreanske nationaldragt. Hun skulle hælde mere vin eller vand op efter hvert slurk jeg tog. Hun skulle også fylde nyt på min tallerken efter hvert eneste bid jeg tog. Det var pinligt, og bagefter gik jeg ind i det lille usle rum, hvor mine vagter sad. Her fortalte jeg, at fra nu af ville sultestrejke, hvis vi ikke kunne spise sammen alle fire. Enten deres mad eller mit mad. Det var underordnet. De var i chok, og havde mange samtaler med "førerbunkeren" i hovedstaden. Til sidst indgik vi et kompromis, som betød at vi kunne spise sammen, men jeg skulle spise mit mad, og de skulle spise deres, i forhold til mit, knap så spændende mad. Jeg købte en stor flaske cognac, vi kunne dele oven på vores lille politiske kompromis. Da flasken var ved at være tom, kom jeg ind på de enorme problemer de havde med hungersnøden i landet. Problemerne var de naturligvis udemærket klar over, men på mit spørgsmål om hvorfor de ikke brugte den vestlige presse til, at få hjælp svarede de, at den vestlige presse aldrig skrev sandheden om Nordkorea, og fortsatte, at hvis der kom så meget som skyggen af en journalist fra vesten ind i landet, så ville han/hun aldrig komme ud igen. Uha..... jeg blev pludselig både meget træt, meget ædru og ret meget utryg ved situationen.
Hvorfor jeg ville væk, ved jeg faktisk ikke selv. Måske var det bare for at se, om det kunne lade sig gøre, og se hvad der skete. Men naturligvis også for at få lidt billeder af de lokale forarmede mennesker. Jeg vidste godt, at vagterne ikke måtte lade mig ude af syne, og de kunne sikkert ikke selv beslutte, at jeg skulle "forsvinde" var jeg ret overbevist om. Fra den aften hvor vi drak cognac sammen, og efter at jeg stak af fra hotellet, var jeg bange... meget bange. Jeg var 1.000 procent sikker på, at vagterne bare ville køre spillet helt ud og først på vej til lufthavnen den sidste dag, ville jeg forsvinde. Bare forsvinde. Hjemme i Danmark var jeg blevet meldt ind i Dansk El Forbund igen, og i Dansk Journalist Forbund havde de alle fået små gule lapper på deres telefoner med oplysninger om mig. Oplysninger de under ingen omstændigheder måtte oplyse til nogen overhovedet. De kendte mig simpelthen ikke, for jeg var jo pludselig blevet elektriker igen. Det var efter råd fra Dansk Røde Kors, og det var især den Nordkoreanske Ambassade i Stockholm, vi var bange for ville snuse lidt. Først da jeg igen landede i Beijing i Kina, følte jeg mig i sikkerhed. Tårerne trillede og jeg græd af både glæde og lettelse, da flyet satte hjulene i kinesisk territorium, og jeg følte jeg var "hjemme". Fra Kina og ind i Nordkorea og fra Nordkorea og ind i Kina fløj jeg med Nordkoreanske fly. Nordkoreanske fly som ikke engang findes i tegnefilm. Der var mere gaffatape, end der var flyver. For at komme ind i det lukkede land betalte jeg godt 27.000 kr. til de kinesiske agenter, men så følte jeg absolut også, at jeg var hovedpersonen i optagelserne til en endnu ukendt James Bond film.
Jeg skrev to små artikler fra turen, og de blev oversat til engelsk, tysk og fransk. Hvor mange udenlandske blade jeg solgte tekst og billeder til, ved jeg faktisk ikke. Når jeg kigger i mine gamle regnskaber, kan jeg se, at indtægterne fra udlandet måske ikke er helt er tydelige, som de burde være... I dag har jeg dagligt besøg på disse sider om Nordkorea fra især lande som USA, Israel og Holland. Det er søgeordet "Nordkorea" på Google der henviser dem, og derfor har jeg nu også lagt de oversatte artikler fra turen ind på siderne her. ******************************************************** Dansk • English • German • French Dansk Dagens ret er græs English Today’s special: Grass
Das Tagesmenü ist - Gras!
Plat du jour: Herbe | ||
| | |